Kender vi ikke alle følelsen af, at forvente noget af vores omgivelser, hvad enten det er familie, kolleger, en partner, venner, relationer og/eller kæledyr? Jo, det tror jeg da nok vi gør, for det er en kæmpe stor del af det vi er som mennesker, da forventninger bygger på vores måde at se verden på, ud fra det vi kommer af og er blevet til, på vores rejse gennem livet.

Kan vi nogle gange føle, eller har på et tidspunkt følt, at det er andre som skaber forventningerne i os, ud fra det de giver udtryk for eller måden de handler på, hvilket jo kan bringer os i en situation, hvor vi pludselig kan opleve, at der opstår “bristede forventninger” – medmindre, at de rent faktisk indfriede de forventninger vi havde til dem, som de havde skabt i os.

Er det vores omgivelser der skaber forventningerne i os, så er det jo dejlig belejligt, eftersom ansvaret så ikke ligger hos os selv, men derimod hos “ham”, “hende”, “de” og “dem”…da energien/reaktionen forbundet med “ikke indfriede forventninger”, ofte peger væk fra os selv og ud mod det vi mener er kilden til dem.

Dette afstedkommer en ny følelse vi kalder for “skuffelser” – skuffelsen over, at et andet eller andre mennesker ikke indfriede de forventninger, som den/de havde skabt i os, hvilket vel i bund og grund, er en dobbelt-oplevelse der kommer susende imod os, hvor begge dele er skabt af de rammer vi er en del af

Er det derimod “indfriede forventninger” der er i fokus, så er det jo et tydeligt tegn på, at dem vi havde forventninger til, formåede at leve op til de forventninger de havde skabt i os, hvilket måske gør dem til nogle fantastiske mennesker

Er forventninger derfor “virkelige” og findes de overhovedet i virkeligheden?

Det tror jeg i den grad de er. De er så virkelige, at man på ingen måde kan være i tvivl. De er så virkelige, at vi alle har en ordentlig røvfuld af dem i os. Så virkelige, at vi knytter en masse følelser til dem. Så virkelige, at de kan spille os et puds, løfte os på mange måder og ikke mindst danne grundlag for de overbevisninger vi lader vores liv styres af, hvad enten det er på godt eller ondt.

Personligt mener jeg også, at “forventninger” mere er en “drøm”,, der starter inde i os selv og ikke er noget der bliver skabt af vores omverden. “Forventninger/drømme” er vores helt egen måde at danne et billede af vores “egen” verden på, hvor det udspringer af vores egne værdier, vores egne overbevisninger, vores egen måde at tolke på eller opleve de situationer vi står i – og med udgangspunkt i, hvad vi kommer af og hvad vi har oplevet gennem vores liv.

Så derfor mener jeg, at en af de helt store fejl vi som mennesker begår, er at have “forventninger til andre”. Hvordan kan vi forlange, at andre kan se det billede/drøm vi har inde i os selv, som er skabt af hvad vi har med og hvad vi er blevet til – hvilket er det “forventningerne/drømme” hviler på.

Lad os droppe “forventninger” og konvertere disse til “drømme” i stedet, for så kan den verden vi er en del af, tage udgangspunkt i hvad den/de hviler på og ikke hvad vi “forventer” den/de skal opnå, for at passe ind i vores “eget” verdensbillede, hvad så end billedet er

Vi er alle forskellige, så lad os give hinanden plads til at være dem vi hver især er – uden at stille krav i forhold til “forventninger”, som kun har noget at gøre med den person som stiller dem og ikke den verden, der er omkring vedkommende. Vores egne forventninger, kan være en begrænsning som gør, at vi aldrig opdager det potentiale der kan være hos dem eller de, vi begrænser ved at have forventninger.

Så…måske bør “forventninger” ikke være så virkelige?

Rigtig god Pinse…og måske er det hele bare en “drøm”

*******************

PS: Nej, jeg er ikke ramt af skuffede forventninger, men reflektere lidt over, hvilke forventninger vi stiller til andre i forbindelse med vores egne “drømme“.

PPS: Var til en koncert forleden, hvor ikke alle mine “forventninger” blev indfriet – men det betyder ikke, at de ikke spillede skide godt